Læserbrev til Sjællandske – Vordingborg Idrætsråd opfordrer til den gode dialog.

Vordingborg Idrætsråd opfordrer til den gode dialog.

 

Gennem de senere år har vi oplevet at flere foreninger går i pressen, for at kaste lys over deres egne problemstillinger.

 

Det er oftest problemer omkring manglende vedligeholdelse, rengøring eller anden drift af idrætsfaciliteter der har medført at den enkelte forening kontakter pressen.

 

Det er selvfølgelig fint at ytre sig når der er et problem, der trænger til fokus. Problemet er bare at det er en lang række af Vordingborg kommunens faciliteter der i den grad trænger til en kærlig hånd.

 

Derfor ser Vordingborg Idrætsråd frem til resultatet af den store facilitetsundersøgelse som Vordingborg kommune har sat i gang.

Som alle nok har bemærket, så har kommunen en begrænset økonomi både til renovering, og til den daglige drift.

 

Hvis enkelte foreninger forlanger at få opfyldt deres specifikke ønsker før alle andre, og disse ønsker  så bliver efterkommet , så kommer det uundgåeligt til at gå ud over andre foreninger, som måske også er meget trængende.

Derfor ser Vordingborg Idrætsråd frem til en samlet plan for renovering som kan danne baggrund for prioriteringer på det samlede idrætsområde i de kommende år.

 

Vordingborg Idrætsråd vil derfor gerne opfordre til, at man kontakter Vordingborg kommune igennem direkte dialog.

Idrætsrådet vil som tidligere tilbudt altid gerne bistå med at være bindeled, samt deltage i eventuelle møder som uvildig part.

 

En dialog på de sociale medier kan derimod ende med at gå ud over de forkerte, herunder også de mange pligtopfyldende medarbejdere i kommunen, som hver dag gør deres bedste for at løse de opgaver de har, men er begrænset af økonomiske rammer eller politiske beslutninger.

 

Alle arbejder for de bedst mulige rammer og betingelser for foreningslivet i Vordingborg Kommune.

Vordingborg Idrætsråd er meget glade for den dialog vi har med de forskellige forvaltninger, som servicerer vores medlemmer. Vi oplever at der bliver lyttet til os og vi får altid en god og saglig behandling.

Vi kan kun derfor opfordre til at vores medlemmer tager os med i den gode dialog, samt at man afholder sig fra som det første at fare i blækhuset på de sociale medier.

 

Mvh

Vordingborg Idrætsråd

info@vordingborgidrætsråd.dk

Læserbrev om Nærdemokrati og Frivillighed

Følgende læserbrev er til gået pressen d. 22. juni 2019

Idrætten bakker op om anbefalinger

 

Idrætsrådet har været dybt involveret i arbejdet med de anbefalinger om nærdemokrati og frivillighed, der nu er landet på kommunalpolitikernes bord. Vi oplever det som et stort skridt fremad, at alle kommunens foreninger og herunder idrætsforeningerne, får nye muligheder for at indgå i at skabe fælles løsninger med politikere og embedsmænd.

For os er det vigtigt, at alle stemmer i lige vigtige og at der er særlig opmærksomhed på at lytte til foreninger og frivillige, når det drejer sig om emner, der er inden for foreningernes interesseområde. Man kan sige, at anbefalingerne vil være med til at demokratisere nærdemokratiet i Vordingborg Kommune ved simpelthen at involvere mange i stedet for at snævre det ind.

 

Jeg synes særligt at forslagene om at indkalde til temamøder, der behandler konkrete udfordringer for kommunen må være den rigtige vej frem. Her tror jeg at vores medlemmer i idrætsforeningerne kan og vil bidrage i højere grad end i dag – hvis vi får muligheden. Idræt spiller en stor rolle for den samlede folkesundhed og vi er allerede i dag med til at skabe idrætsmuligheder, både for nogle af de børn, der ikke får rørt sig nok og for ældre i patientgrupper, der har brug for støtte til at få dyrket idræt.

Men det foregår nok lidt tilfældigt og er stærkt afhængig enkeltpersoner. I idrætsrådet tror vi på, at vi med de nye anbefalinger til samarbejde kan komme meget længere med at skabe gode løsninger sammen. Derfor håber vi, at politikerne griber den fremstrakte hånd og tager imod opfordringen til et nyt og bedre organiseret samarbejde med alle foreninger og frivillige.

 

På vegne af Idrætsrådet

Næstformand i Vordingborg Idrætsråd

Lars Kleist

Fanefjord Skovvej 6

4792 Askeby

 

Lars Kleist